Om Politikens Forlag

Lene Juul - Politikens Forlag
Forlagsdirektør Lene Juul

JP/POLITIKENS FORLAG er hjemsted for Politikens Forlag, Jyllands-Postens Forlag, Ekstra Bladets Forlag, Hr. Ferdinand, C&K, North Audio Publishing, Bokförlaget Polaris (Sverige), Roos & Tegnér (Sverige), Kagge Forlag (Norge) samt Politikens Boghal og Arnold Busck Købmagergade.

Markedsposition
JP/Politikens Forlag er en af Danmarks største, mest prisvindende forlagsvirksomheder - med fokus på skønlitteratur, fagbøger, erindringer og biografier samt journalistiske bøger.

Udgivelsesprogrammet tæller cirka 150 årlige nyheder på forlagene i Danmark og er udpræget kommercielt med en stærk satsning på kvalitet og bestsellere.

Forlagshuset blev grundlagt i 1946 og udgav primært fag- og håndbøger frem til år 2000, hvor der med succes blev præsteret stor vækst ved at revitalisere etablerede udgivelsesområder. Og fra 2006 blev der satset på et stort skønlitterært program, som kun er blevet større frem til i dag. I 2017 blev forlagsvirksomheden udvidet med etableringen af Bokförlaget Polaris i Sverige og købet af de danske forlag Hr. Ferdinand og C&K. I 2020 købte JP/Politikens Forlag Arnold Busck Købmagergade. I 2021 overtog JP/Politikens Forlag det svenske fagbogsforlag Roos og Tegnér og købte 70 procent af det norske Kagge Forlag og blev dermed til en skandinavisk forlagsgruppe. Ligeledes i 2021 blev North Audio Publishing etableret, som primært har fokus på det voksende lydbogsmarked.

Ejerforhold
JP/Politikens Forlag er en del af JP/Politikens Hus A/S.

Ledelse
Ledelsen i Danmark består af direktør Lene Juul, forlagschef for dansk skønlitteratur Charlotte Weiss, forlagschef for Nonfiktion Kim Hundevadt, forlagschef for oversat skønlitteratur Line Miller, digitalchef Jakob Harden, pressechef Camilla Høy, salgschef Pernille Hjorth, marketingchef Pernille Engelbert Weil og økonomichef Anette Whitt.

Udgivelser
Politikens Forlag et af Danmarks førende forlag med en årelang tradition for udvikling af bøger af høj kvalitet, både i print og digitalt. Forlaget har med stor succes fokus på at udvikle stærke forfatterskaber og brands, der rammer ned i tiden og har et stort publikum.

Inden for det seneste ti år har forlaget skabt en markant skønlitterær profil på det danske marked og vundet adskillige litterære priser. Forlaget har derudover et stærkt, anmelderrost og prisbelønnet krimi/spændingsprogram. På børnebogsområdet udgives en lang række serier og brands inden for fantasy, videnskab, historie, natur og alt det, der optager børn i dag.

Forlaget har et bredt faglitterært program med kvalitetsbøger udarbejdet i samarbejde med fagligt anerkendte forfattere først og fremmest inden for sundhed og livsstil, kogebøger, aktuelle bøger, humor og rejsebøger.

Inden for oversat litteratur står forlaget stærkt med forfatterskaber som Anthony Doerr,
Dan Brown, Karin Smirnoff, David Lagercrantz, Elena Ferrante, Stephen King, Johan Harstad, Lena Andersson, Hanya Yanagihara, Celeste Ng, Liane Moriarty, Hjort & Rosenfeldt, Alaa al-Aswany og Dolly Alderton.

Rejsebogsserien TUREN GÅR TIL er fortsat danskernes foretrukne rejseguide og rummer et sortiment på over 80 forskellige destinationer.

Forlagets agentur, Politiken Literary Agency, har inden for de senere år opnået stor synlighed med en offensiv strategi på udlandssalg og gør sig gældende med et stadig større salg af rettigheder på det internationale marked samt til film og drama.