11. april 2019

Jens Andersen vinder Læsernes Bogpris

Jens Andersen vinder Læsernes Bogpris

For 16. gang har Danmarks Biblioteksforening og Berlingske, i samarbejde med de danske folkebiblioteker, uddelt Læsernes Bogpris. Årets prismodtager er forfatteren Jens Andersen for biografien Kim Larsen – mine unge år. Med æren følger en check på 100.000 kroner, som Jens Andersen netop har modtaget ved prisceremonien på Danmarks Biblioteksforenings Bibliotekspolitiske Topmøde i Esbjerg Musikhus.

På bibliotekernes website om litteratur, Litteratursiden.dk, står der bl.a. således om bogen:
”Portrætkunstneren Jens Andersen gik i gang med at interviewe Danmarks nationalskjald i foråret 2018. De nåede til begyndelsen af Gasolintiden. Her slutter historien desværre, men vi får meget med. Fra 50'ernes København, venskaber, forelskelser, højskoleophold, første ægteskab og barn, dannelsen af Gasolin og hippietiden på 70'ernes Christianshavn.

Selvfølgelig skulle netop Jens Andersen skrive Larsens erindringer. Eller måske nærmere samle og strukturere dem, Larsen kunne jo selv. Jens Andersen er snarere pennefører, og man hører tydeligt Kims egen stemme gennem hele bogen.

Det er et meget personligt og fint portræt af en romantiker og fritænker, fra han kom flyvende med storken efter krigen til han fik masser af succes som forsanger i Danmarks mest populære rockorkester i begyndelsen af 70'erne.

Man kan høre Kim Larsen tale, når man læser bogen. Det er som at sidde med i køkkenet i Odense, og man kan jo selv skænke sig et glas portvin, mens man læser.”

Jens Andersen er ph.d. i nordisk litteratur, foredragsholder og forfatter til prisbelønnede biografier om bl.a. Thit Jensen, Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Dronning Margrethe, Astrid Lindgren og Kronprins Frederik. 

Jens Andersen er født i Glostrup, og opvokset i Hvidovre og Bagsværd. Han er gift og har tre børn.

Tidligere arbejdspladser omfatter Kristeligt Dagblad, Politiken, Weekendavisen samt Berlingske, hvor han af to omgange har været litteraturredaktør.

Stort tillykke til Jens Andersen fra Danmarks Biblioteksforening.
 

Gå til News
TOP  ▲
Relevante bøger
Kim Larsen
Kim Larsen fortæller varmt og humoristisk om sine rødder, sin barndom og de Læs mere