11. januar 2019

Debutantprisen til Søren Sveistrup

Debutantprisen til Søren Sveistrup

Kastanjemanden af Søren Sveistrup får Debutantprisen af Det Danske Kriminalakademi. Det er netop blevet offentliggjort, at bogen ved årets krimimesse modtager Debutantprisen fra Det Danske Kriminalakademi, der gives for ’den bemærkelsesværdige debut i spændingsgenren’. Kastanjemanden udkom herhjemme i juni 2018 til anmeldernes og læsernes store begejstring, og bogen er på nuværende tidspunkt solgt i mere end 70.000 eksemplarer til danskerne. 
 
"Jeg er stolt og beæret over, at så mange danskere har købt min første bog”, siger Søren Sveistrup. "Det har været fantastisk at opleve deres interesse og modtagelse, og jeg er mindst ligeså stolt over prisen fra Det Danske Kriminalakademi. Da forlaget ringede og sagde tillykke, troede jeg først, det var fordi, jeg lige havde haft fødselsdag, men det var det så ikke. Det er første gang jeg får en dansk pris som skønlitterær forfatter, og derfor betyder den selvfølgelig rigtig meget.”
 
Også udlandet har taget godt imod bogen, der er solgt til udgivelse i mere end 30 lande herunder Storbritannien, hvor bogen er udkommet på det mest anerkendte forlag Penguin denne uge. I Holland udkom bogen i oktober, og her har den allerede vundet læserprisen ’Best Translated Thriller’ hos ThrillZone.

Om forfatteren:
Fra 2007 til 2012 var Sveistrup skaberen og forfatter til tre sæsoner af Forbrydelsen, der har vundet adskillige internationale priser, er blevet solgt til mere end hundrede lande over hele verden og genindspillet i USA. Senest har Sveistrup skrevet manuskript til bl.a. spillefilmen Der kommer en dag fra 2016.
 
Søren Sveistrup (født 1968) er bachelor i litteratur og historie fra Københavns Universitet og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Han har vundet en lang række priser herunder en Emmy for bedste internationale TV-serie (Nikolaj og Julie), en BAFTA for bedste internationale TV-serie (Forbrydelsen), en Robert for både bedste originale manuskript og årets film (Der kommer en dag) og for bedste TV-serie (Forbrydelsen), samt Kronprinseparrets Kulturpris (Forbrydelsen).
 
Pressen skrev bl.a. om Kastanjemanden:
 
6 stjerner fra Dagbladenes Bureau:
[Søren Sveistrup] udfolder et begivenhedsforløb, hvor de enkelte scener fremstår knivskarpt i al deres kalkulerede ondskab. Mødet med den brutale virkelighed er nær ved at tage pippet fra de involverede, og som læser er man mere end udfordret af det, man udsættes for. Men man overlever, fordi man tydeligt fornemmer, der må ligge nogle dybe smertepunkter bag forbrydelserne, og fordi forfatteren får sit persongalleri til at fremstå så nuanceret, at man både føler med det hårdt plagede efterforskningshold, med ofrene og med den, der må stå bag de onde gerninger. Sveistrup har til det sidste et fast greb om sin læser. Det er i bedste forstand professionelt skrivearbejde det her, og mere må meget gerne følge.
 
5 stjerner, Børsen:
Kastanjemanden er en akut dragende og alt andet end en debutagtig debut, der giver garvede krimilæsere følelsen af at være i meget trygge hænder … [Sveistrup] indtræder i manegen med en ekstrem professionalisme og et talent for at dosere sine særlige trick i de helt rette mængder.”
 
5 stjerner, Nordjyske:
”Forbrydelsens mester. Den er et glimrende bud på underholdende ferielæsning.”
 
5 stjerner, Magasinet Liv:
”Knaldspændende og uforudsigelig krimi, der er svær at slippe … Læs den først, når du ved, at du ikke behøver lave andet de næste dage!”
 

Gå til News
TOP  ▲
Relevante bøger
Kastanjemanden
Politiet finder en yngre kvinde dræbt. Hendes ene hånd er skåret af. Over Læs mere